Spørgsmål i går på SMS: “Du skriver dit første blogindlæg om FCM – kan AGF nu ikke bare fortsætte med at påstå, at du arbejder for ulvene fra FC Midtjylland?”

Af Peter Johanesson

Indrømmet: Jeg er ikke medieuddannet. Jeg er professionel fodboldtræner og har rundet de 50 år. Gennem mere end tre årtier har jeg arbejdet målrettet med ét klart formål: at udvikle spillere til professionel fodbold og vinde fodboldkampe.

Det er jeg faktisk lykkedes ganske godt med. Det er primært sket gennem mit arbejde i FC Midtjylland som individuel træner for både Superliga- og akademispillere gennem mere end et årti siden 2010, hvor Goal Box blev etableret på Ikast Stadion i et samarbejde mellem FC Midtjylland, plastfirmaet Ikadan og min virksomhed. Resultatet taler for sig selv: fire danske mesterskaber, to pokaltitler og værdifuld erfaring fra UEFA Champions League, Europa League og Europa Conference League.

Men hvorfor så starte nye fodboldklubber, og hvorfor i Aarhus?

Svaret er forholdsvis enkelt: Jeg er aarhusianer – født, opvokset og stadig bosiddende i byen – mit netværk her er både stort og stærkt. Min mission er at skabe lokale fodboldtalenter – ikke til FCM, ikke til AGF, men til international topfodbold.

Det lyder ambitiøst, men det er ikke desto mindre både målsætningen og hverdagen i mit arbejde. Jeg driver på fuldtid mit eget fodboldakademi, Goal Club Academy, i samarbejde med Talent Football Club – det tidligere Talent FC Academy – som i dag holder til i Ikast. Her ligger min virksomhed, Goal Club ApS, også, hvorfra jeg arbejder som performance coach for professionelle fodboldspillere – primært i udlandet, men også i Superligaen. Herudover arbejder jeg som scout i min virksomhed, Scandinavian Football Scouting ApS, med udgangspunkt fra kontoret i Skanderborg. I min fritid er jeg formand for Aarhus Football Club, der ligger i gåafstand fra min bopæl i Viby.

Læs mere om mit arbejde på min officielle hjemmeside: www.peterjohanesson.com