Når medierne bliver medspillere: Kan vi stadig stole på vagthunden i Aarhus?

Af Peter Johanesson

I enhver storby er lokalavisen byens vagthund. Det er her, magten bliver kigget efter i sømmene – hvad enten det er på rådhuset eller i byens største sportsklub. Men i Aarhus er billedet af den uafhængige vagthund ved at blive sløret.

Når man ser på Jyllands-Posten og Århus Stiftstidende, ser man ikke kun to af landets mest respekterede mediehuse. Man ser også to af de vigtigste kommercielle partnere i AGF A/S. Det rejser et uundgåeligt spørgsmål: Kan man dække en klub kritisk, når man samtidig er økonomisk afhængig af dens popularitet?

Sponsoratets usynlige lænker

For både JP og Stiften er AGF blevet en uundværlig del af forretningsmodellen. I kampen for digitale abonnenter er klubben den ultimative “content-maskine”. Gennem deres sponsorater køber aviserne sig til en privilegeret adgang, som de omsætter til podcasts, videoformater og livsstilsindhold.

Men denne adgang har en bagside. Det journalistiske fokus har flyttet sig fra den kritiske analyse af magten på Fredensvang til en form for “partnerskabsjournalistik”. I dag handler dækningen i højere grad om at bygge bro til fansene og skabe “hype” end om at stille de svære spørgsmål til klubbens økonomiske dispositioner eller sportslige strategier.

Den “tæmmede” dækning af de store emner

Tendensen er særligt udtalt i dækningen af klubbens strategiske projekter, herunder det nye stadion og den langsigtede talentudvikling:

  • Stadionskandalens tavshed: Godt nok blev skandalen om stadionbyggeriet oprullet via de lokale medier, men hvorfor udebliver placeringen af ansvaret for det, der ligner en skandale af episke dimensioner for skatteborgerne i byen?
  • Bagsiden af førstepladsen: AGF ligger lige nu nummer ét i Superligaen, så der er ingen krise – eller er der? Hvorfor er der ingen, der borer i, at AGF i denne sæson kun har givet 2,6 % af spilletiden til egne talenter, eller hvorfor klubbens største talenter afviser at skrive under eller forlænge deres kontrakter om at spille på førsteholdet?

Vagthund i sponsorlænke?

For AGF A/S er det en genial kommerciel strategi at have byens to store mediehuse som partnere. Det sikrer en positiv stemning og en massiv eksponering, der holder de kritiske røster i skak. I Aarhus er vagthunden måske ikke død – men den har fået et meget fint halsbånd på, hvor der står “Sponsor”.

Kilder: TSA Insight & Bold.dk