DBU har netop annonceret placeringen af ni nye regionale fodboldcentre. Med 200 millioner fra A.P. Møller Fonden og 20 millioner fra DBU selv, tales der om “topmoderne rammer”, “legende miljøer” og “mindre skærmtid”.

Af Peter Johanesson

Det lyder smukt på papiret. Men stopper vi op og spørger: Gør ni glansbilled-centre reelt en forskel for de 1.500 breddeklubber, der kæmper i hverdagen?

Her er tre grunde til at forholde sig kritisk:

1. Centralisering vs. Lokal forankring 
DBU bryster sig af, at 90% af klubberne får “kun” en times transport til et center. En time? Hver vej? For en frivillig træner eller en børnefamilie i en travl hverdag er det en evighed. Mens vi bygger slotte i ni udvalgte byer, mangler de lokale klubber i de små bysamfund basale ting som ordentlig lysanlæg, tørre omklædningsrum og hænder nok til træningen.

2. Hvem skal drifte festen? 
Det er let at bygge nyt for fondsmidler, men hvem betaler for vedligeholdelse, strøm og de nye “Play Agents” om fem eller ti år? Risikoen er, at de kommunale budgetter bliver drænet for at holde liv i de regionale flagskibe, mens den lokale bane i den lille naboby får lov at gro til.

3. Innovation eller varm luft? 
“Legende træningsformer” og “innovative baneanlæg”. Det lyder som konsulentsprog. Fodboldglæde skabes af engagerede forældre og dygtige frivillige, ikke af arkitekttegnede koncepter. Kunne man have brugt 220 millioner kroner mere effektivt ved at rulle dem direkte ud til de 1.500 klubber til uddannelse og fastholdelse af frivillige?

DBU vil bygge “Hele Danmarks Klubhus”. Men et ægte klubhus findes der, hvor børnene bor – ikke i et regionalt center en times kørsel væk.

De ni byer, som DBU lægger op til som placeringer for de regionale DBU Fodboldcentre, er Aalborg, Holstebro, Silkeborg, Vejen, Odense, Nykøbing Falster, Høje Taastrup, København og Rønne.

Kilde: DBU