Hvorfor skal dansk fodbold læse om en historisk ungdoms-revolution i Ekstra Bladet og Bold.dk, før DBU selv melder noget ud? Det vækker undren, at en så markant omstrukturering af landets eliterækker lander som en “lækket” nyhed i tabloidpressen frem for en officiel orientering på DBU.dk.
Af Peter Johanesson
Det er en mærkværdig kommunikationsstrategi. Når DBU og Divisionsforeningen indfører slutspil og udvider ligaerne til 16 hold – en proces der har varet over et år – burde de selv eje narrativet. Ved at lade nyheden rulle i de hurtige onlinemedier først, mister man kontrollen over den faglige dybde.
Manglende respekt for baglandet?
For de mange klubledere, trænere, spillere og øvrige interessenter, der bliver direkte berørt af de nye regler fra 1. juli 2026, virker det useriøst, at den primære informationskilde er annoncefinansierede artikler på onlinemedier som Bold.dk og Ekstrabladet.dk.
Når en organisation som DBU vælger tabloid-læk frem for gennemsigtighed, efterlader det et indtryk af en lukket proces, hvor man hellere vil teste vandene i pressen end at gå i direkte dialog med sit eget bagland.
Kilder: Bold.dk og Ekstrabladet.dk

