Som en modvægt til den stigende kommercialisering af børnefodbolden opstarter Aarhus Football Club nu gratis fodboldskoler for alle kommunens fodbolddrenge og -piger i U7-U12. Pladserne på fodboldskolen bookes online efter først-til-mølle-princippet. Der vil være plads til maksimalt 12 spillere pr. træningsgruppe på skolerne, som primært afvikles i weekender og ferier på Bøgeskov Idrætsanlæg i Viby, hvor foreningen har klubhus og baner.
I vinterperioden flyttes træningen til kunstgræsbaner andre steder i byen, indtil foreningen forhåbentlig inden for en kort årrække får etableret egen kunstgræsbane på anlægget på Engelundsvej. Det er allerede nu muligt at booke sig ind; der vil løbende blive lagt nye datoer i bookingsystemet, som du finder via hjemmesiden: www.aarhusfodboldskole.dk

